Man prøver at forsvare sig med, at der i indbydelsen stod ”Kom som du er”. Men det mener konen, man har overfortolket. I hvert fald hvis resultatet er det, hun ser foran sine øjne. Det er en ommer.

Når vi bevæger os ud i det offentlige rum, så prøver vi - alt efter temperament og evne - at se ordentlige ud. Bønder kunne aldrig drømme om at gå i Brugsen i arbejdsklær’ og træsko, og byfolk, der i dag bor på et af de nedlagte landbrug, og har lidt smådyr at fodre, går overlegen rundt i byen i arbejdsdresset. De synes, det gir’ status. Velklædthed var engang en dyd, men i dag tumler folk rundt i påklædninger, som nok giver den enkelte et såkaldt personligt præg, men så heller ikke mere. Det offentlige rum er fyldt med individer, der trænger til en velanbragt facaderenovering – og her tænker jeg ikke på fedtsugninger, hudopstramninger eller silikoneoperationer, men bare på almindelig vedligeholdelse af ens fremtoning.

På den anden side er det også forfriskende, når nogle viser sig naturlig frem, som de nu ser ud. Men her tænker jeg mere på, at der er mennesker, som ikke vil gemmes væk. Mennesker, som fortsat vil være med til livet, selv om deres ydre er præget af alderdomstegn med diverse synlige skavanker.
Disse tanker ramte det øverste af mit hoved, da jeg læste nekrologer om skibsreder Mærsk McKinney Møller. Man havde nemlig overset en stor kvalitet ved manden, som fortjener at blive voldsomt synliggjort til glæde for nulevende danskere med forskelligt udseende og diverse handicaps. Mærsk var uanset fysisk svækkelse ikke bange for at vise sig frem offentligt. Således deltog den 98-årige et par dage før sin død i den årlige generalforsamling i sit eget selskab, og man fornemmer nok, at han der levede op til sloganet ”Kom som du er”. Et dagblad skrev således i sin nekrolog, at man gjorde artiklen endelig færdig, da journalisten i Tv havde set Mærsk med hængende underlæbe. Nu var mandens dage tæt på talte.

Men der skal dog en imponerende selvtillid til at vise sig frem med den omtalte underlæbe. Mærsk understregede igen, at han var en mand, der elskede livet, og fortsat havde ret til at deltage i det. Uanset synlige skavanker. Godt gået, Mærsk.

Anker Jørgensen er et andet godt eksempel. Selv om mandens ben kun kan bevæge sig frem via to stokke, og selv om Anker går så foroverbøjet, at hans blik kun rammer fliser, og nogle synes at han ser lidt ”sølle” ud, så er det lige det, Anker ikke er. Han er en mand, der elsker livet og vil nyde og tage del i det - på trods af alt besvær.

Hvor var Mærsk - og hvor er Anker - livsvigtige mennesker i tidens offentlige liv og gadebillede.